Derfor kan pauser i din markedsføring både være godt og skidt
Vi har alle brug for at holde pauser indimellem, så vores hjerner kan blive ladet op igen. Men hvis du har en nyhedsbrevsliste, kan det både være godt og skidt at holde pauser, og det vil jeg gerne give dig et par eksempler på.
Gode pauser i din markedsføring
Her handler det om, at du ikke overbebyrder din liste med et hav af nyhedsbreve i tide og utide. Specielt hvis du sender mange sælgende mails ud, er det en god idé at holde nogle pauser indimellem. Hvis alting kommer til at handle om salg, salg, salg, risikerer du, at dine læsere bliver trætte af dig og framelder sig.
Så derfor handler det om at få planlagt dine nyhedsbreve, så det bliver en god blanding af generøse mails og mails, hvor du kører salgskampagner for dine produkter/ydelser.
I de generøse mails giver du noget af din viden væk ganske gratis. Det kan være godt indhold, tips og metoder, små videoer eller lydfiler osv.
Du kan også skrive mails, hvor du spørger dine læsere om noget. Fx hvilke udfordringer de ofte støder på i forhold til det, du arbejder med. Det kan give dig en masse viden og input til senere mails.
En god pause kan også være slet ikke at skrive til dine læsere i et par uger eller tre. Så får de hvilet ørerne lidt.
Dårlige pauser i din markedsføring
Men der er også dårlige pauser, og dem skal du gøre alt for at undgå. En dårlig pause er, hvis der går flere måneder imellem, du sender nyhedsbreve ud. Det tager lang tid at opbygge et godt kendskab til dig, så alt for lange pauser vil ikke gøre noget godt for din forretning. Tværtimod.
Et andet eksempel som jeg desværre ser ske ret ofte er, at folk får lavet en super fed freebie/kundemagnet og kædet den sammen med en velkomstserie af 5-7 mails, der bliver sendt ud helt automatisk.
Det er et stort arbejde at lave, men tit sker der det, at folk så glemmer, at der også skal sendes flere nyhedsbreve ud, efter velkomstserien er slut.
Hvis du ikke får skrevet nogle ”almindelige” mails, så vil alt dit gode arbejde med at lave en freebie/kundemagnet og en velkomstserie være spildt. Og du får ikke opbygget den relation til dine læsere, som skal gøre, at de senere får lyst til at købe af dig.
Lav en plan for dine nyhedsbreve
Så det handler både om at få genereret idéer til kommende nyhedsbreve, få dem skrevet og allervigtigst få sat det i din kalender, så du sikrer, at du sender ud jævnligt.
Og husk det skal være en blanding af generøse mails og salgskampagner. Det vil dine læsere med garanti blive glade for.
Når du har lavet en plan, kan du jo så passende nappe en kaffepause og smække stængerne op 😉